© 2010 Ascom | Juridiske oplysninger - Privacy | Impressum
Eskild Beiter er Ascom Danmarks administrerende direktør siden februar 2007. Beiters Hjørne vil bringe dig Eskilds synspunkter og holdninger til diverse områder indenfor branchen og i forhold til Ascom Danmark. En del af indlæggene vil være indlæg fra vores elektroniske nyhedsbrev Den Røde Tråd. | ![]() |
December 2008 - Det handler om at være tryg
September 2008 - Sikker mobilitet med IP-DECT
Juni 2008 - Totalkoncept
April 2008 - Service
December 2007 - Den Røde Tråd
December 2008 - Det handler om at være tryg
At føle sig tryg og have tillid er noget, vi danskere er dygtige til. Målt på det internationale lykkebarometer er vi verdensmestre i de to discipliner, som anses for at være hovedingredienserne i et lykkeligt liv. Desværre oplever vi en stigende råhed i disse år, som sætter sit aftryk ikke kun i gadebilledet, men også på arbejdspladsen.
Hver fjerde voldsepisode i Danmark finder sted på arbejdspladsen og sker ofte i erhverv, vi ikke umiddelbart forbinder med fare. Det gælder f.eks. dag- og døgninstitutioner, hvor mere end hver tiende af de ansatte har været udsat for vold. Det gælder i ældreplejen, hvor 17 procent har haft vold inde på livet og 27 procent – næsten hver tredje - har følt sig truet. Og det er tilfældet blandt sygeplejerskerne, hvor hele 41 procent har været udsat for trusler eller vold, mens de var på arbejde.
For medarbejderne har det store konsekvenser at skulle leve med risikoen for fysiske og verbale overfald. Ud over frygten for at lide fysisk overlast, er det en stærk stressfaktor at føle sig utryg, og det har en målbar effekt på det psykiske arbejdsmiljø. Et øget antal sygedage, flere fejl og lavere effektivitet er nogle af de konsekvenser, der typisk registreres inden for risikofyldte erhverv. Der er således god grund til at tage de fornødne skridt til at etablere trygge arbejdsforhold, både for at fastholde dygtige medarbejdere og med henblik på at tiltrække nye.
Desværre møder man i mange omsorgserhverv den fejlagtige opfattelse, at personsikring og tryghed er en ren faglig udfordring. Der er et skarpt fokus på uddannelse, mental forberedelse og bearbejdning, når skaden er sket. Men muligheden for at sikre personalet ved hjælp af tekniske løsninger overses, selvom netop det at have en alarmsender ved hånden giver en målbar følelse af tryghed og samtidig har en særdeles præventiv effekt. På Danmarks eneste behandlingscenter for udviklingshæmmede, der er dømt for personfarlig kriminalitet, Kofoedsminde, har personalet risikoen for overfald tæt inde på livet. Her tages sikkerhed og tryghed meget alvorligt og varetages med en kombination af faglig ekspertise og ny teknologi. Det kan du læse mere om i dette nummer af den Røde Tråd. Læs også om, hvordan Mærsk håndterer personsikkerhed ombord på rederiets store tankskibe. Her er det ikke risikoen for overfald, der skaber utryghed, men arbejdet dybt nede i maskinrummet uden kontakt til omverdenen, der gør maskinmesteren utryg.
Det handler om at være tryg, og på hvilken tid af året fylder trygheden og det nære mere end i julen. På vegne af alle medarbejdere i Ascom ønsker jeg dig en fredfyldt og glædelig jul samt et godt, lykkebringende nytår. På gensyn i 2009.
September 2008 - Sikker mobilitet med IP-DECT
Mobiltelefoni på sygehusene er et varmt emne. En hændelse på Rigshospitalet har sat gang i diskussionerne for og imod brugen af mobiltelefoner i nærheden af kritisk udstyr. Problemet er mobiltelefonernes stærke signaler, som kan påvirke de elektroniske installationer, hvilket blandt andet er årsagen til, at man ikke må ringe fra mobilen i flyveren, og at mange hospitaler forbyder mobiltelefoni på visse afdelinger eller overalt.
Mobil men hvordan
Kravene om mobilitet og tilgængelighed er imidlertid uomtvistelige, og derfor implementerer både offentlige institutioner og erhvervsvirksomheder i disse år interne trådløse kommunikationsløsninger. Valget står mellem to platforme: Trådløse netværk med understøttelse af tale (Kaldet Voice over WLAN eller VoWLAN) eller IP DECT. Ascom har produkter og løsninger til begge platforme.
Med de trådløse netværk kan man etablere løsninger, der opfylder manges ønsker om at samle tale og data i en infrastruktur og tilmed få bærbare enheder, der understøtter GSM, WLAN, kalender integration, GPS navigation og meget mere. Men netop talefunktionen på WLAN giver udfordringer, både med hensyn til konfiguration og ikke mindst viden om, hvordan infrastrukturen optimeres og konfigureres til at understøtte tale. Indendørs hvor der kan være store koncentrationer af mennesker kan man ofte opleve kapacitetsproblemer og forstyrrelser, begge med store sikkerhedsmæssige konsekvenser. Konklusionen for trådløse netværk er, at teknologien sagtens kan benyttes til trådløs tale, det er bare vigtigt at være fuldt bevist om udfordringerne og begrænsningerne.
Alternativet, som Ascom er varm fortaler for, kaldes IP DECT. DECT platformen er i modsætning til det trådløse netværk udviklet med fokus på trådløs talekommunikation og er derfor særdeles let og enkel at implementere og drive stabilt. Både installation og driften er enklere, og så har DECT den helt væsentlige fordel, at kapaciteten er enorm – op til 100.000 brugere og 2600 baser (Access Punkter) i et system.
Udnyt den eksisterende infrastruktur
IP DECT tager det bedste fra to verdener. Man får mobile løsninger med lav stråling baseret på DECT-platformens høje stabilitet og kvalitet koblet til det eksisterende IP-netværk. Netop udnyttelsen af allerede foretagne netværksinvesteringer er interessant for mange. I Ascom er vi gået skridtet videre og har udviklet IP DECT løsninger, som gør det muligt at genanvende både kabler, telefoner og baser, så nyanskaffelser kan holdes på et absolut minimum. For mange offentlige institutioner og erhvervsvirksomheder er det en gigantisk investering at skifte kommunikationsplatform, hvis hele den eksisterende infrastruktur skal udskiftes. Det kan man slippe for med en IP DECT løsning fra Ascom.
I dette nummer af Den Røde Tråd sætter vi fokus på IP. Du kan bl.a. læse om, hvordan Sygehus Lillebælt, Kolding har håndteret en markant kapacitetsudvidelse ved at konvertere til IP DECT og om Scandlines, som er klar til at søsætte et komplet IP-baseret telefoni- og alarmsystem med trådløse håndsæt. Hvis du har kommentarer til artiklerne eller input til kommende nyhedsbreve, hører vi meget gerne fra dig.
Juni 2008 - Totalkoncept
I de sidste to måneder har danskerne oplevet, hvilke konsekvenser det har, når sygehusene ikke fungerer. Konflikten satte en stopper for alle behandlinger og operationer, som ikke var livstruende, og viste med al tydelighed, hvor sårbare vi er, når kyndige hænder og faglig ekspertise ikke er til rådighed. Patienter og pårørende blev stressede, og personalet var stærkt påvirkede over ikke at kunne træde til.
Et hospital er en kæmpe organisme, som varetager fantastisk mange arbejdsopgaver, der alle involverer personale. Også under normale forhold uden konflikter er det en stor udfordring at skabe et smidigt flow, hvor vagtplaner, kompetencer og patienter går op i en højere enhed. Derfor er mange hospitaler på udkig efter totalkoncepter, som arbejder på tværs af strukturerne og skaber det nødvendige overblik.
Ascom, MedTime og C3A Medical er i gang med at udvikle et totalkoncept for logistik og kommunikation, som vil forenkle og effektivisere planlægningen af f.eks. operationer. Konceptet forener C3A Medicals løsninger og kompetencer inden for operationsplanlægning og procesoptimering med MedTimes arbejdstidsadministration og Ascoms lokaliserings- og kommunikationsløsninger. Dette konsortium er et af mange skridt, der bliver taget blandt leverandørerne til hospitalerne, som ønsker at forene deres kompetencer og viden med henblik på at skabe 360 graders løsninger. Med 35 års erfaring i hospitalssektoren står Ascom som en stærk partner i konstellationer med både IT-leverandører og nicheleverandører.
God sommer!
April 2008 - Service
Der var engang, hvor service og serviceaftaler handlede om skruer og møtrikker. Det drejede sig om at reparere, når noget var gået i stykker. Heldigvis er den traditionelle opfattelse af service i kraftig forandring, og flere og flere virksomheder rykker service op på listen over forretningskritiske områder. For både i et økonomisk perspektiv og i forhold til sikkerhed og effektivt giver det endog yderst god mening at handle før de røde lamper blinker.
Overalt i samfundet er der en stærkt stigende afhængighed af, at systemer og anlæg kører non-stop og understøtter alle arbejdsprocesser. Det gælder uanset, om vi vender blikket mod den offentlige sektor eller det private erhvervsliv, hvor kravene til robuste, fejltolerante systemer bliver stadigt højere. Ingen virksomhed kan jo tåle, hvis produktionsanlægget står af, fordi alarmfunktionen fejler. Og intet hospital kan leve med at patienterne venter unødigt på behandling, fordi utidssvarende systemer ikke understøtter arbejdsgangene optimalt.
En serviceaftale skal derfor kigge fremad og udover basalt vedligehold også sikre, at virksomhedens systemer og anlæg løbende opdateres, så nye krav og nye, mere effektive arbejdsrutiner altid understøttes. Ascoms servicekoncept er udviklet netop på baggrund af disse betragtninger. Vi har opbygget et koncept bestående af moduler, som kan sammensættes præcis, så de matcher hver enkelt virksomheds behov. Og så er vi gået skridtet videre og tager medarbejderne med ind under serviceparaplyen. Vedligeholdelse handler nemlig i vores øjne også om uddannelse og instruktion, så medarbejderne føler sig trygge ved at bruge systemerne og udnytter funktionerne optimalt. Det giver en bedre hverdag for medarbejderne, og det øger virksomhedens udbytte af investeringen i systemerne.
December 2007 - Den Røde Tråd
Julen står for døren, og jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at ønske dig og dine nærmeste en Glædelig Jul og et godt, lykkebringende Nytår. Igen i år har vi i Ascom valgt at erstatte julekort og julegaver med en donation til Familier med Kræftramte Børn. Jeg håber, du bifalder denne beslutning.
2007 har været et år præget af forandring. På det teknologiske område har vi oplevet en betydelig udvikling, ofte med et stærkt fokus på forbedring af brugerværdi og arbejdsmiljø. Som noget nyt ser vi fx at IP er på vej ind i patientkaldesystemer, hvor det i kraft af de tidsbesparelser og overblik, man kan opnå, er med til at skabe bedre rammer for såvel personale som patienter.
Det fik vi bekræftet på den nyligt afholdte Medica messe i Düsseldorf, hvor IP var et af de varmeste emner. Overalt var der fokus på IP til patientkald til såvel hospitaler og plejehjem – også fra Ascoms side. Vi gav et sneak preview på en ny serie IP-løsninger, vi har i støbeskeen og fik flot feedback på både design og teknologi.
Med afsæt i vores oplevelser på Medica har vi valgt at sætte fokus på patientkald og de nye muligheder teknologien åbner for. Ascom løfter sløret for en ny type patientkaldesystem baseret på RFID-teknologi, som betyder større tryghed for de ældre på landets plejehjem. Du får både et indblik i produkter og teknologien bag.








