FORSIDE > NYHEDER

NYHEDER

Ascom lancerer verdens første WiFi-telefon til 802.11n netværk

newspicture

Ascom i62 er verdens første trådløse telefon til de nye 802.11n netværk, som i kraft af øget hastighed og rækkevidde gør det muligt at transmittere tale, tekstbeskeder og alarmer samtidig uden forsinkelser. Både dækningen, kapaciteten og lydkvaliteten er væsentligt forbedret i de nye telefoner, hvilket betyder, at Ascom i62 meget vel kan blive gennembruddet for trådløs teknologi i hospitals- og plejesektoren.

Den nye serie telefoner sætter nye standarder for funktionalitet og administration af trådløse kommunikationsenheder. På brugersiden byder den kompakte telefon på en lang række funktioner, som understøtter en effektiv og tryg arbejdsdag for personalet. I krisesituationer er det bl.a. muligt at kalde et team af kollegaer via en særlig funktion, som afbryder al anden kommunikation, ligesom beskeder/opkald, der afvises, automatisk sendes videre til en backup kollega. Personalet har også mulighed for at prioritere de tekstbeskeder, de sender via i62-telefonen, som indeholder en række ikoner og farvekoder, der angiver beskedens karakter.

Administrationen af telefonerne foregår centralt, men også her har Ascom fokuseret på brugervenlighed og tilbyder en vifte af remote-funktioner. Al opsætning, tilpasninger, opgraderinger og tilføjelse af nye brugere foregår via et let tilgængeligt webinterface.

-Ascom i62 er udviklet med udgangspunkt i brugernes behov, både på hospitalsgangen og i it-administrationen. Den trådløse teknologi byder på så mange muligheder i et travlt miljø med mange kritiske situationer, og med den nye 802.11n standard har vi fået den kapacitet og robusthed ind i netværkene, som gør det muligt at udnytte disse muligheder optimalt, siger Rune Roed Schøler, Portfolio Manager i Ascom.

Ascom har også gjort en dyd ud af at designe en telefon, som passer ind i et krævende miljø. Bl.a. har i62-håndsættet længere batterilevetid end tidligere modeller, og det kan tåle at blive sprittet af igen og igen, hvilket har stor betydning, eftersom god hygiejne bliver en stadig mere væsentlig faktor på hospitalerne.

Ascom i62 er baseret på en åben arkitektur og kan integrere med alle kendte hospitals- og kommunikationssystemer, herunder både fastfortrådede, trådløse og mobile kommunikationssystemer og alarmer. Selve håndsættet er også yderst fleksibelt og kan anvendes som både telefon, til tekstbeskeder og til personsikring.

Den er også velegnet uden for hospitals- og plejesektoren.

- Her er i62 oplagt som telefon til professionelle WiFi-systemer, og vi forventer, at mange som udgangspunkt køber den som ”ren” telefon. Det smarte er, at man efterfølgende kan opgradere telefonen til professionel beskedhåndtering og personsikring via tilkøb af licenser. Den fleksibilitet efterspørger mange, siger Rune Roed Schøler.

Kontakt salgschef Jens Sand Andersen for yderligere information.
Mail: jens.sandandersen@ascom.dk eller tel: 43 29 72 11