Fuglekær Udviklingscenter

fuglekær.dk
Telefonen er nøglen til tryghed
Et nyt telefonisystem med integreret alarm- og tilkaldefunktion har skabt tryggere og mere sikre forhold for personale og beboere på Fuglekær Udviklingcenter. Stærkt reducerede latenstider ved alarmer og mulighed for medhør har fjernet behovet for at være to personaler om hver beboer.

Fuglekær ved Vejle er et udviklingscenter med meget høje etiske målsætninger. Respekt, omsorg og værdighed er nøgleord, som gennemsyrer personalets arbejde i hvert eneste af centerets syv beboelseshuse. Som bosted for omkring 22 udviklingshæmmede beboere, hvoraf nogle også har en psykiatrisk lidelse, er det imidlertid en daglig udfordring at bygge bro mellem en respektfuld hverdag for beboerne og sikre arbejdsforhold for personalet.

- Vi arbejder ikke med begrebet patienter, men beboere. Fuglekær er deres hjem, og vi forsøger så vidt det er muligt at skabe en almindelig hverdag, selvom nogle af vores beboere er dømt til anbringelse. Men samtidig erkender vi også, at det er et risikofyldt miljø, og derfor er det vigtigt at skabe nogle helt trygge, sikre rammer for personalet, forklarer Charlotte Guttenberg, som er afdelingsleder i Hus E på Fuglekær.

Fra 17 til fire sekunders latenstid
Derfor er der overalt på Fuglekær installeret alarmer og tilkaldesystemer. Det er op til det enkelte hus, hvilken løsning man ønsker at anvende. I Hus E brugte man tidligere et system fra en anden leverandør, men systemet levede ikke op til sikkerhedskravene, og derfor gik Charlotte Guttenberg og personalet på udkig efter en anden løsning. Gode erfaringer med Ascom i nogle af de andre huse, gjorde, at Ascoms Personsikringsløsning kom på vurderingslisten, og efter en nøje gennemgang af funktionaliteten blev valgt af personalet. Løsningen er et DECT telefonisystem, som kombinerer telefoni og personsikkerhed i en og samme telefon

- Ascom løsningen har meget hurtigere responstider end vores tidligere løsning. Der går kun fire sekunder fra man aktiverer alarmen på telefonen til det bliver registreret på kollegaernes telefon, og det skaber stor tryghed blandt personalet. Latenstiden i det forrige system var 17 sekunder, og det er meget lang tid, hvis du befinder dig i en kritisk situation. Vi har heldigvis aldrig oplevet personskader på den konto, men det kunne sagtens være sket. Den utryghed, det skaber, er et stort problem, som vi er blevet kvit med Ascoms løsning, siger Charlotte Guttenberg.  

Ligner og fungerer som en mobiltelefon
Risikoen for overfald gør, at der er døgnbemanding og altid personale nok til, at der kan gribes ind i tilfælde af problemer. Hver medarbejder i Hus E har sin egen telefon med alarmknap/kalder, som er koblet sammen med kollegaernes telefoner, så man hele tiden kan signalere til hinanden. Telefonen ligner en almindelig mobiltelefon og indeholder udover alarm almindelig mobilfunktionalitet med opkald, sms og medhør. Selve systemopsætningen foregår centralt i systemet, som af sikkerhedsmæssige grunde administreres af en superbruger.

- Systemet, både telefon og computer, er utrolig nemt at bruge. Når vi har valgt at lægge ansvaret for opsætningen hos en superbruger, er det alene for at sikre, at vi ikke kommer til at lave fejl i opsætningen, hvis vi er flere, der kan gå ind og ændre, forklarer Charlotte Guttenberg.

Ene men aldrig alene
Der er ikke noget fast mønster i antallet eller karakteren af alarmer i Hus E. I gennemsnit går alarmen 2-4 gange om ugen, men der kan også være perioder, hvor den slet ikke går. Netop fordi det ikke er til at forudse, hvornår de kritiske situationer opstår, er det utrolig vigtigt, at personalet bakkes op af pålidelige systemer og procedurer. Ifølge Charlotte Guttenberg betyder alarmsystemet fra Ascom, at personalet aldrig føler sig alene, heller ikke når de er alene med en beboer.

- Vi behøver ikke nødvendigvis være to personaler inde på værelserne længere, for med den nye alarm, kan vi hurtigt komme hinanden til hjælp, hvis der er problemer. Systemets indbyggede medhør betyder, at vi ikke behøver have en backup stående lige uden for døren. Det skaber en stor fleksibilitet i vores arbejde, samtidig med at alle kan føle sig trygge. Selvom man fysisk er alene, er man aldrig uden for rækkevidde, og vi kan alle have et øre med i, hvad der foregår på de enkelte værelser, forklarer Charlotte Guttenberg og fortsætter:

- For beboerne er det også et klart plus, at vi ikke altid skal være to på værelset. Det har afgjort betydning for, at de føler sig tilpas og er med til at skabe mere hverdagsagtige rammer.

Man-down og No-movement
Det nye alarmsystem indeholder både ”Man-down” og ”No-movement” alarmer – funktioner som ikke var med i det tidligere system. Alarmerne, som aktiveres automatisk, gør det muligt at tilkalde hjælp, hvis man bliver overmandet og ikke kan aktivere alarmen. Hvis man fx kommer ned og ligge, og telefonen dermed kommer i vandret position aktiveres alarmen automatisk. Det samme gælder, hvis en beboer forsøger at få fat i telefonen. Så udløser en trækalarm med snor et nødhjælpsopkald.

Integration til døralarm
For at øge sikkerheden yderligere er døralarmen til Hus E desuden også integreret i Ascoms løsning. Hvis en beboer forsøger at forlade huset i løbet af natten, aktiveres alarmen direkte på personalets telefon, så de kan gribe ind med det samme. Selvom man kun opererer med vågne nattevagter i Hus E, er der så mange bagdøre, at personalet ikke kan overvåge dem alle. Men den integrerede alarm betyder, at alle forsøg på udgang kan standses, uden at hele huset bliver vækket.

- Vi har fået et godt system, som er tilpasset vores behov. Det har alle de funktioner, der skal til for at skabe tryghed. Samtidig er det et meget fleksibelt system, som vi selv kan udbygge uden at skulle tilkalde en tekniker. Vi overvejer i øjeblikket at koble video til, og det kan vi selv gøre, fordi det blot kræver en ændring i opsætningen. Vi har fået rigtig god service hos Ascom, som reagerer med det samme, hvis vi ringer med et spørgsmål. Så vi er meget tilfredse, siger Charlotte Guttenberg.

Download casen om Fuglekær