•  

    RELATEREDE OPLYSNINGER

    Psykiatrisk Center Gentofte anvender et telePROTECT system med 64 stk. A71 alarmer, som kan sende og modtage alarmen og 45 stk. A51 alarmer, som kun kan sende alarmer. Alarmerne er robuste, stødsikre og modstandsdygtige overfor vand, støv og snavs. Løsningen håndterer overfaldsalarmer og er integreret i brandalarmsystemet. Der er mulighed for at programmere alarmerne med træksnorsalarm og ”Man-down”-funktion. Løsningen indeholder bl.a.:

    • Trådløse alarmsendere og -modtagere
    • Let tilgængelig manuelt betjent alarmknap
    • Stort LCD-display med justérbar tekststørrelse
    • Lokationsbestemmelse via positionsmeldere
    • Træksnorsalarm
    • SIM-kort identifikation

    Om Gentofte Psykiatrisk Center
    Psykiatrisk Center Gentofte er et center indenfor behandlingspsykiatrien, som yder lægelig behandling og pleje til 95 sengeliggende og en stor gruppe ambulante patienter. Der er ca. 300 ansatte på afdelingen, herunder læger, sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere m.fl., som alle har en alarm, når de går rundt på gangene mellem lukkede afsnit, åbne afsnit og andre afdelinger.

  •  

Psykiatrisk Center Gentofte

gentofte psyk.
Nyt alarmsystem skaber ro, tryghed og bedre psykisk arbejdsmiljø

Psykiatrisk Center Gentofte har erstattet en støjende alarmklokke med et nyt trådløst alarmsystem, som sender alarmer direkte til medarbejdernes håndsæt. Tidligere ringede alarmklokken flere gange dagligt, hvilket var en stor belastning for centeret, der behandler 2300 patienter årligt og har 300 medarbejdere.


I mange år har overfalds- og brandalarmer på Psykiatrisk Center Gentofte udløst en skinger klokke, som påvirkede det i forvejen skrøbelige miljø på en meget negativ måde. Det var ødelæggende for den daglige behandling af de psykisk lidende og gav en dårlig oplevelse af Gentofte Psykiatriske Center. Desuden var alarmsystemet upålideligt og ofte ude af drift, hvilket skabte en generel mistillid blandt de ansatte og lagde et ekstra psykisk pres på medarbejderne i kritiske situationer.

- Det tidligere system var upålideligt og mange medarbejdere følte sig utrygge ved tanken om, at de kunne risikere at stå i en situation, hvor alarmen ikke virkede. Hvis alarmen var ude af drift, skulle medarbejderen først finde en telefon og derefter ringe til en afdeling, hvor man skulle lokalisere en anden medarbejder, der kunne træde til med hjælp. Hvert sekund tæller, når man står i en akut situation, så det var meget belastende og skabte et dårligt psykisk arbejdsmiljø, forklarer Anne Mertz, som er afdelingsleder på Psykiatrisk Center Gentofte.

Nu er det forældede system erstattet af et nyt alarmsystem fra Ascom, der har fjernet den belastende klokke og skabt et bedre miljø for både medarbejdere og patienter.

Præcise beskeder til relevante kollegaer
Medarbejderne på Psykiatrisk Center Gentofte bruger kun alarmen i kritiske situationer, men når alarmen bliver aktiveret er det til gengæld meget vigtigt, at de rigtige personer får besked og kan reagere hurtigt. Med det nye alarmsystem skal medarbejderen blot trykke på en knap, hvorefter alarmen automatisk sendes til de øvrige medarbejdere, som i displayet på deres håndsæt kan se, hvem der har sendt alarmen, og hvor vedkommende befinder sig.

- Vi har mulighed for at reagere væsentligt hurtigere og mere præcist nu. Det sparer kostbare sekunder, at du ikke som tidligere skal ud på gangen og lede efter et display, der fortæller, hvor alarmen er aktiveret. Vigtigst af alt giver det vores medarbejdere en stor tryghed, at hjælpen er på vej med det samme, de har trykket på knappen. Det skaber et markant bedre arbejdsmiljø på hele afdelingen, fortæller Anne Mertz.

Bedre behandlingsmiljø
Psykiatrisk Center Gentofte modtager patienter med forskellige psykiske belastninger. Det kan være alt fra kroniske og langvarige psykiske lidelser til spiseforstyrrelser, depression og traumer. Patienterne er psykisk belastede, og ifølge Anne Mertz kunne den gamle alarmklokke være ødelæggende for behandlingen, fordi den forstyrrede samtalen mellem medarbejder og patient.

- Patienterne blev ofte urolige, når alarmen gik. Så skulle vi først forklare, hvorfor klokken ringede og derefter genoptage samtalen, fortæller Anne Mertz. Det var et unødvendigt og frustrerende afbrud i behandlingen og bestemt ikke befordrende for patienternes velbefindende.

Funktion og dokumentation
Alle medarbejderne på Psykiatrisk Center Gentofte er udstyret med en alarm, når de er på arbejde. Alarmerne, som er på størrelse med en mobiltelefon, er trådløst forbundet til en central computer, som registrerer og gemmer alle alarmopkald på hospitalets intranet.

- Dokumentation bliver vigtigere og vigtigere i hospitalssektoren, og derfor er netop denne registreringsfunktionalitet af stor betydning for os. Hvis en medarbejder er blevet overfaldet, kan vi i logfilerne se præcis, hvad tid vedkommende trykkede på overfaldalarmen og dokumentere, at alarmen rent faktisk blev aktiveret i situationen. Dokumentationen kan fx bruges i situationer, hvor man skal beskrive et hændelsesforløb for pårørende eller overfor arbejdstilsynet, forklarer Poul Low Møller, driftschef på Gentofte Hospital og har ansvaret for den tekniske drift og vedligeholdelse af de bygninger, som Psykiatrisk Center Gentofte anvender.

- Logfilerne er også vigtige i tilrettelæggelsen af arbejdet ude på afdelingerne. Her kan man fx bruge statistikken til at vurdere, om der er behov for at gøre noget præventivt. Måske viser det sig, at visse medarbejdere er mere udsatte end andre, hvorefter man kan gå ind og forebygge i fremtidige situationer, siger Poul Low Møller.

En udbygning af samarbejdet
Gentofte Hospital havde i forvejen et godt samarbejde med Ascom, som har installeret både personsøgere og hjertestopalarmer til hospitalet. Valget var derfor oplagt, da der skulle findes en leverandør af et nyt alarmsystem.

- Ascom har været meget professionelle i hele deres håndtering af installationen. De har haft folk gående på afdelingerne, som har kodet alarmerne og oplært vores ansatte. Det var helt centralt for os, at de folk havde situationsfornemmelse i forhold til vores særlige miljø. Medarbejderne fra Ascom har virkelig forstået at gebærde sig, og det har været en god oplevelse, siger Anne Mertz og Poul Low Møller samstemmende.

Download casen om Psykiatrisk Center Gentofte