© 2012 Ascom | Juridiske oplysninger - Privacy | Impressum
NYHEDER
Privathospitalet Hamlet indtager TV-byen
TV-Byen i Søborg har i mange år lagt hus til den mest avancerede teknologi inden for radio og TV. Fra mandag den 3. januar bliver den karakteristiske bygning omdannet til privathospital med en avanceret telefonløsning, som understøtter Privathospitalet Hamlets kerneprincipper:
- Patienterne skal føle sig sikre
- De skal have adgang til primært og sekundært plejepersonale
- Omgivelserne skal være attraktive
- Hygiejnen skal være i top.
Patientkald, remote control og headset i ét
Det nye hospital har en kapacitet på 28 sengepladser og ni overvågningspladser. Hamlet har valgt en komplet DECT telefonløsning, som håndterer al kommunikation på hospitalet, herunder både fastnet og trådløs telefoni, personsøgere, patientkald - og TV. Hver patient har nemlig adgang til sit eget TV, som kan styres fra sengen med det samme håndsæt, som anvendes til patientkald. Fra håndsættet kan man tænde og slukke for TV’et, skrue op og ned for lydstyrken samt skifte kanaler. Håndsættet er også tilsluttet et headset, hvilket især er praktisk for de patienter, der ligger på to-sengsstue.
- Vi anvender i forvejen Ascoms som leverandør på hospitalet på Frederiksberg. Derfor var det naturligt at overveje de muligheder Ascom kunne tilbyde på det nye hospital. TV-løsningen er et plus, som er med til at differentiere et ophold på Hamlet fra de offentlige sygehuse. Samtidig er der et vældig godt samspil mellem telefoni og patientkald i Ascoms løsning, som understøtter den måde, vi gerne vil yde patientpleje på, siger teknisk chef Henning Petersen på Privathospitalet Hamlet.
Fleksibel løsning med målrettet handling
Hamlet har valgt en løsning, som kombinerer fastnet telefoner, trådløse 9d24 DECT telefoner, personsøgere og patienthåndsæt. Sygeplejerskerne er fortrinsvis udstyret med personsøgere, mens lægerne, som færdes på et større område og kan have tilkaldevagt, fortrinsvis får DECT telefoner. Løsningens primære styrke er imidlertid, at den ikke skelner mellem modtageenhedens karakter, men altid dirigerer patientkald til rette personale, uanset om vedkommende er udstyret med søger eller telefon. Det giver Hamlet en stor fleksibilitet i forhold til primært og sekundært plejepersonale og sikrer at patienterne altid kan kalde deres egen sygeplejerske.
- Der findes ingen gangdisplays på det nye hospital. Al kommunikation er trådløs og sendes direkte til den rette plejer. Det sparer personalet for mange skridt, samtidig med at det giver patienterne og deres pårørende en høj grad af sikkerhed. De eneste fastmonterede kommunikationsenheder, vi har, er fastnettelefonerne og patientkaldepanelerne på stuerne, som personalet kan bruge som alternativ til deres personsøgere, når de skal foretage assistancekald, nødkald og hjertestopkald, forklarer Henning Petersen.
Fokus på hygiejne og sikkerhed
Alle kommunikationsenheder er særdeles robuste og udviklet specielt til brug i sundhedssektorens til tider hårde miljø og kan derfor tåle at blive desinficeret med fx M-alkohol og klorhexidin. Det var også et afgørende valgkriterium for Hamlet, som har meget høje hygiejnestandarder.
Telefonløsningen er koblet direkte til hospitalets brandalarm, hvilket er endnu et element i Hamlets fokus på patientsikkerhed.


