© 2012 Ascom | Juridiske oplysninger - Privacy | Impressum
FORSIDE > NYHEDER
NYHEDER
Ascom leverer grøn kommunikationsløsning til klimatopmødet
Ascom er netop blevet valgt som leverandør af en IP-baseret kommunikationsløsning til Bella Centret. Løsningen reducerer strømforbruget og gør det muligt at koble nye brugere hurtigt til platformen, hvilket har stor betydning under klimatopmødet.
Ascom har under 14 dage til at implementere den nye kommunikationsplatform i Bella Centret. Løsningen er netop blevet bestilt og skal sikre, at de vagter og servicefolk, som Udenrigsministeriet udstationerer i Bella Centret under klimatopmødet, har adgang til driftsikker kommunikation, uanset hvor de befinder sig i det enorme byggeri.
Bella Centrets eksisterende analoge telefonisystem har nået sin smertegrænse og kan ikke udvides yderligere, og derfor er der opstået et behov for en pålidelig, fleksibel kommunikationsløsning. Valget er faldet på et IP-DECT baseret kommunikationssystem fra Ascom, som bruger væsentlig mindre strøm og dermed gør det muligt for Bella Centret at reducere sin CO2 udledning. Fx bruger den nye VoIP Gateway kun 10W for ca. 1500 brugere.
Dertil kommer, at Bella Centret kan genbruge sin eksisterende infrastruktur, baser og håndsæt, og samtidig opnår en stor fleksibilitet, fordi der kan kobles et ubegrænset antal nye håndsæt til systemet, uden at det er nødvendigt at trække kabler.
-Der er ingen tvivl om, at Bella Centret får en fremtidssikker løsning, som nemt kan udbygges i takt med udviklingen i deres behov. Det giver en stor frihed, at kommunikationen køres via deres netværk. Samtidig er løsningen både mere driftsikker og enkel at administrere end en tilsvarende mobilløsning, siger Rune Roed Schøler, produktchef i Ascom.
Grønt aftryk
Ascoms løsning betyder, at Bella Centrets eksisterende platform bla. udskiftes med en VoIP Gateway, der er en af markedets mest klimavenlige. Ifølge produktchef Rune Roed Schøler kan Bella Centret nedbringe sit strømforbrug væsentligt som følge af overgangen til VoIP.
-Ascoms IP-DECT platform har et meget lavt strømforbrug, og vores telefoner sender med så lav effekt som muligt afhængigt af afstanden til senderen. Derved forlænges batterilevetiden betragteligt. VoIP Gateway’en kan på én hardwareenhed håndtere omkring 1500 IP telefonibrugere og forbruger kun 10W. Et nærmest vanvittigt lavt tal sammenlignet med andre platforme. Samlet set bidrager vores trådløse telefoniplatform derved til Bella Centrets grønne aftryk, siger Rune Roed Schøler.
Om Ascom
Ascom er verdens førende leverandør af trådløse kommunikationsløsninger til bl.a. håndtering af alarmer og tidskritisk information herunder fx hjertestop-, traume-, produktionsalarmer og personsikring. Løsningerne er baseret på alarmsendere, personsøgere og trådløs IP-telefoni.
På verdensplan har Ascom installeret mere end 70.000 systemer på hospitaler og plejehjem, i industrien og psykiatrien samt i kriminalforsorgen. Ascom Danmark A/S er en del af Ascom Wireless Solutions, der ejes af den schweiziske, børsnoterede koncern Ascom (Swiss) AG.
Ascom Danmark har 44 medarbejdere og kontorer i Silkeborg og Glostrup. Den danske kundeliste tæller bl.a. Danfoss, V&S Danmark, Scandlines, Maersk Tankers, Sygehus Lillebælt, Hospitalsenheden Vest, Århus Universitetshospital Skejby, Roskilde og Køge Sygehuse, Herlev Sygehus, Gentofte Sygehus, Kalundborg-, Gentofte- og Herning Kommuner, Psykiatrisk Center Sct. Hans, Kofoedsminde og Kriminalforsorgen.


